AmalieLeonora - Tiden lige før og efter fødslen
Om morgen på sorte mandag var jeg meget aggressiv; Drønede ned i bilen for at finde tiden for dagens jordemoderbesøg, så vi kunne planlægge, hvornår Malene, der skulle med til jordemoderen, skulle afhentes på skolen. Havde vandrejournalen liggende i bilen, for så var den med, når vi skulle til jordemoder - Sune skulle have hentet den, men jeg tror, jeg synes, det gik for langsomt, og som skrevet var jeg meget aggressiv. Havde et ærinde om formiddagen, hvorefter jeg lagde mig en times tid på sofaen, før vi skulle af sted. Min mave føltes så underlig tung, men der var ingen alarmklokker, der ringede. Faktisk var jeg så lidt klar over, at noget var galt, at jeg tænkte på, at jeg ville huske at se, hvad jordemoderens fødselsforberedelse denne aften havde som emne, for det var da vist ved at være sidste udkald for at få en rundvisning , så jeg håbede, at det var en del af aftenens emner.
Efter at have konstateret, at Amalie Leonora var død, blev vi orienteret om, hvad nu, for blive derinde kunne hun jo selvfølgelig ikke. Der blev taget blodprøver på mig, for at se om jeg var blevet inficeret af det døde foster (skulle fødslen ske meget hurtig, eller havde vi "god" tid).
Malene blev efter eget ønske afhentet af sin far på fødeafdelingen efter orienteringen.
Herefter tog vi hjem nogle timer for at afvente prøveresultater og for at forholde os til, hvornår vi fandt det rigtigt at få startet fødslen, samt for at ringe til vore omgivelser og fortælle om den foranstående begivenhed, for vi havde ingen forventninger om at have ressourcer hertil efter fødslen. Sidst men ikke mindst læste vi alt, hvad vi kunne nå at finde, dels i vore gravide bøger, dels på nettet, omkring fosterdød/dødfødsel. Hjernemæssigt følte vi os lammede, men samtidig var vi effektive, som vi forhåbentlig aldrig oplever at blive det igen. Min mave føltes tungere og tungere.
Vi besluttede at fødslen skulle sættes i gang allerede samme dag, for sove kunne vi sikkert ikke alligevel - så vi kunne lige så godt bruge natten til at hjælpe os igennem noget af fødslen. Vi så Robinson, og da vi havde aftalt med hospitalet, at vi kom ind lidt senere, pakkede vi lidt udstyr, masser af fotogrej, lidt eget tøj til at iføre barnet og andre måske brugelige effekter.
- - - - - - - - -
Efter at Amalie Leonora var født, og mens jeg blev lappet sammen, fotograferede Sune hende, og da jordemoderen var færdig med sit arbejde, blev vi ladt lidt alene. Vi sad og holdt hende og bare var, til sidst lagde vi hende dog over i vuggen, for vi havde behov for at være hinanden meget nær.
Jordemoderen dukkede op igen for at veje Amalie Leonora, tage aftryk af hånd og fod og for at klæde hende på i det tøj, vi havde medbragt til hende. Valget af tøj, inden vi tog hjemmefra, var sket med mange overvejelser; Vi kendte kun kønnet fra scanningen i uge 30 - og det har man jo før hørt om ikke helt stemmer - og jeg kunne ikke bære at give mit døde barn det eneste sæt tøj, det nogensinde ville komme til at have på, i en forkert farve eller størrelse. Så drengefarven, som da godt kunne bruges til en pige var blevet forkastet, pigetøjet led samme skæbne, da det var størrelse 68 - og hvis det var en hende, skulle hun jo ikke have tøj på til at vokse i. Vi havde købt et par sæt nattøj i H&M og valgte et med en sol på maven; Det skulle ha' været vor lille solstråle, og nattøj var det mest naturlige, da vi jo aldrig ville opleve barnet vågen. Vi blev igen ladt alene.
Lægen kikkede ind, og hende talte vi lidt med - vi var meget i vildrede med, hvad der egentlig nu skulle ske med os. Vi sad bare der og ventede, men viste ikke, hvad det var, vi ventede på. Jeg fik stadig ve-drop, da det skulle trappes ned, men hvor længe?
Denne venten på, hvad nu blev afsluttet med at vi kl. ca. 02.30 blev overflyttet til gynækologisk afdeling, hvor der var stillet to senge sammen til os på en lille stue.
Alt i alt var vor oplevelse af fødslen, og i det hele taget forløbet, fra vi fandt ud af, at barnet var dødt, til vi tog fra hospitalet onsdag, ganske positivt. Vi lærte at grimme oplevelser også kan være smukke, og det eneste vi umiddelbart kunne have ønsket os anderledes var, at vi var blevet bedre orienteret om, hvad der skulle foregå efter forløsningen, og så ville det have varmet langt ind i hjertet, hvis vi kunne have valgt at få hendes navn på det lille bånd, som hun fik om håndleddet. Det sidste er absolut en lille detalje, men for mig, var det den lille detalje med den store betydning.