Amalie Leonora - Den første uge efter fødslen
Onsdag - dagen efter fødslen - valgte vi at blive udskrevet fra gynækologisk afdeling, alternativt ville vi nok havde fået hospitalskuller. Vi havde et voldsomt behov for at være meget tæt, være konger over vor egen fjernbetjening i stedet for at være hensat til fælles TV-kikning på fællesstue og så komme hjem til eget køleskab, for hospitalsmad er ikke for mennesker. Vi følte, at der var myriader af ting at tage fat på i forbindelse med begavelse, Malene var der at tage hånd om, for det var kun et spørgsmål om tid, inden hendes far og hans kone skulle på hospitalet og føde deres datter, da de allerede var gået over tid, og, ja, vi skulle bare ud af hospitalet. Vi blev udskrevet efter eftermiddags/aften stuegang.
Onsdag på hospitalet blev Amalie Leonora overflyttet fra fødegangen, hvor hun havde ligget natten over, så vi havde kunnet gå ned til hende, hvis det behov var blevet presserende, til kapellet, vi fik kontakt med en tegner - Heather Spears - som kom og tegnede Amalie Leonora, resultatet heraf er den vidunderlige tegning, der pryder disse sider. Om eftermiddagen kom Malene og Malenes fars pragtfulde kone til hospitalet for at se Amalie Leonora på kapellet. Det var vigtigt for os, at Malene fik hende at se, så hun ikke fremover skulle maltrakteres af mærkværdige tanker om, hvorledes Amalie Leonora mon så ud. Vi blev midt på dagen frarådet at tage Malene med ind at se Amalie Leonora, da man mente, at hun var kommet til at se for skræmmende ud. Vi valgte at trodse dette råd og bad om, at hun ville blive svøbt og lagt på siden således, at hendes pæne side af ansigtet ville være opad - og dermed den synlige del af hende. Malene var meget glad for at have set hende - og nej, Amalie Leonora så ikke skræmmende ud. Nogle dage senere spurgte jeg Malene, om det havde været godt at se Amalie Leonora, hvilket hun bestemt synes, det var.
Sunes søstre ville have været forbi på hospitalet samme aften, den aftale lavede vi om til at være hjemme hos os. Vi spiste pizza sammen, og vi fortalte om det passerede. Det var en rigtig dejlig aften.
Torsdag skulle tog vi kontakt med bedemandsfirmaet, og fik en tid samme dag, hvor detaljerne omkring begravelsen blev sat på plads, Vore ønsker var en enkel hvid kiste, at de tog sig af at lægge hende i kisten og transporterede hende fra kapellet på KAS, Gentofte, til kirken samt fra kirken til Gladsaxe kirkegård, hvor vi ønskede hende nedsat på en fællesgrav. Oprindelig ønskede vi hende kremeret, hvilket vi blev frarådet fra bedemandens side, da det ifølge hende ikke var normalt. At hun ikke blev kremeret, og at vi her lyttede til andre end os selv, har ikke efterfølgende haft den store betydning, men et eller andet sted irriterer det mig alligevel, da jeg stadig føler, at en kremering ville have været rigtigst - og har erfaret, at det ene ikke er mere normalt end det andet. Samtidig blev det også aftalt, at vi ikke ønskede blomsterudsmykning, hverken på kisten eller i kirken. I min familie har vi tradition for, hver at lægge en enkelt langstilket rød rose på kisten, denne, synes jeg, altid drukner i det overflod af pynt, som i forvejen befinder sig i kisten, når denne er bestilt blomstersmykket, og med så lille en kiste frygtede jeg, at det ville blive alt, alt for meget. Datoen blev fastsat til den efterfølgende tirsdag - den 27. november.
Samme torsdag ankom Sunes mor i Danmark, hun var hjemme for at se sit nye barnebarn og for at deltage i hendes datters 30 års fødselsdag - en rejse, som var planlagt lang tid forud. Sunes forældre bor inde i byen hos Sunes søster, når de er i Danmark. Vi valgte ikke at være med i velkomstkomiteen og aftensmaden i forbindelse med hendes ankomst, men havde bare en stille aften hjemme. Aftenen blev bl.a. brugt til at arbejde på en lille folder, som vi ville sende ud til vore omgivelser, som kort fortalte om det passerede samt fortalte, hvornår begravelsen ville finde sted, så de, som måtte føle herfor, kunne deltage. Teksten kan ses ved klik her. Folderen blev i al sin enkelhed udviklet som en foldet A4 side med tegningen af Amalie Leonora på forsiden og teksten på højre side af inderbladet.
Fredag bød på fællesmorgenmad hos os, hvorefter vi tog til kapellet, da der var ønske om at se Amalie Leonora. Aftale om besøget havde vi truffet dagen før med kvartermesteren på kapellet. Dette besøg blev så sidste gang vi så Amalie Leonora, det sidste og endelige farvel, til det lille væsen, som vi ikke kendte, men som var indbegrebet af vore drømme og forventninger.
Efter besøget på kapellet tog vi til Rungsted Havn, hvor vi gik en tur, herefter kørte vi igen hjem til os - denne gang for at drikke varm kakao med flødeskum og spise frokost - i nævnte rækkefølge, hvilket indikerer, hvordan intet var normalt fungerende, men planløst frit efter rækkefølgen, tingene dukkede op i hovederne på os. På vejen hjem var vi i boghandlen for at finde det rigtige papir og konvolutter til folderen, jeg havde besluttet, at det skulle være lidt groft genbrugspapir. Vi indkøbte boghandlens bedste bud på papirtypen og hertil passende konvolutter. Efter at have indtaget kakao og frokost kørte Sune og hans mor ud i verden for at finde frimærker og transparente labels til konvolutterne; Mor her havde fået en idé om hvordan tingene skulle være - og netop her valgte Sune ikke at diskutere, men kørte tålmodigt fra sted til sted, indtil de ønskede labels var fundet. Folderen blev produceret og blev puttet i postkassen samme dag kort før 20. Tidligere samme dag havde vi været i kontakt med præsten, og tidspunktet for begravelsen blev aftalt til kl. 13.00 - og et møde med præsten blev aftalt til søndag.
Vi abonnerer på frugt og grønt fra Årstiderne, og havde køleskabet fyldt, da sidste uges grønt ikke var blevet spist, torsdagens sending var modtaget - og samtidig måtte vi konstatere, at vi var for sent på den til at afmelde den følgende uges leverance. Dette var vi egentlig lidt ærgerlige over; Tanken om indkøbt mad, som vi sikkert ikke fik brugt, som bare endte som skrald - øv, men det viste sig faktisk at være et stort hit med al den mad. Sunes forældre og/eller søskende, hvem der nu lige var omkring os i de 14 dage Sunes mor var i landet, sørgede for at der blev lavet mad - og da køleskabet bugnede var det meget sparsommeligt, hvad vi supplerende måtte indkøbe. Det var stort! - og med til historien hører også, at der efterfølgende altid blev vasket op, og at vi også i den periode oplevede, at "gulvet støvsugede sig selv".
Denne fredag aften/meget sidst på eftermiddagen ringede Malene og fortalte, at nu havde fars kone veer, men hun ville ringe senere, hvis vi skulle hente hende - hun ville ikke hentes endnu. Nogle timer senere efter endnu et opkald hentede vi Malene på Helsingør Sygehus. Malene blev lørdag for anden gang i denne uge storesøster - denne gang også til en yndig lille pige.
Lørdag formiddag var vi ude at indkøbe nyt tøj til mig. Det gravide tøj var for stort, og jeg var alt for fed til mit eget tøj - og så bar min krop stadig meget præg af graviditeten. I den udvalgte forretning bad jeg ekspedienten om hjælp til at finde noget tøj, som jeg ikke så så gravid ud i. Der stod hun med sit professionelle smil og sagde, at det var da ingen skam at vise frem, at man var gravid. Smilet krakelerede og blev til en grimasse, da jeg fortalte, at jeg havde født et dødt barn om tirsdagen, og derfor havde brug for lidt kamuflerende tøj. Vi mente ikke, vi selv kunne finde noget, men at hendes hjælp var påkrævet, så den stakkels kvinde sprang rundt for at prøve at løse problemet, som da gudskelov også blev løst.
Om eftermiddagen ankom Sunes far til Danmark, det var et grundet omstændighederne besøg, Sune var i lufthavnen for at samle op, hvorefter de kørte ud til os, hvor Sunes mor og søstre sluttede sig til os senere. Atter engang blev forløbet gennemgået, og vi fik oplevelsen beskrevet "fra den anden side af bordet"; Hvordan Sunes far havde modtaget beskeden. Dagen forløb fredeligt med masser af god samtale, dejlig mad og hygge.
Søndag formiddag kom præsten og forløbet af begravelsen blev aftalt. Salmerne blev valgt, og valget faldt på en salme, vi i min familie bruger til begravelser - det startede ved min morfars begravelse for snart rigtig mange år siden - 2. salme er en salme, hvoraf 1. vers var det vers min mor lærte min søster og jeg som aftenbøn, da vi var små. Afslutningsvis ønskede vi at synge "Snart tændes der lygter på himlens blå" alias "Elefantens vuggevise". Dette sidste valg blev truffet ud fra den betragtning, at vi ikke ville havde sunget salmer for vor datter, men børnesange, så vi følte at det mest naturlige ville være at slutte af med en børnesang. Malene holder i perioder meget af, at vi ligger og afslutter dagen på hendes seng, inden hun skal sove. Hun har gennem graviditeten både sunget og læst for min mave. En aften ville vi spille "Elefantens vuggevise" for maven, men kunne ikke og kan stadig ikke finde "Å abe" CD'en. Dybt i mit sind har jeg ikke et øjeblik været i tvivl om, at "Elefantens vuggevise" skulle være godnatsangen for barnet i min mave, når det engang var kommet til verden, så hvad var mere naturligt end synge den sang til det endelige sov sødt for vor datter?
Søndag eftermiddag skulle Malene spille håndboldkampe på hjemmebane, det tog jeg over for at kikke på - og efter at de havde spillet deres kampe skulle "mit eget hold" spille. Folderen om, hvad der var sket var også sendt til træneren og jeg havde også ringet til ham på sorte mandag, da træningen er om tirsdagen - og jeg ikke kunne overskue at møde nogle fra truppen, der uvidende spurgte til situationen. Hele holdet kom og gav et kram - det var rart. Det var også rart at få det fortalt til de andre mødre til Malenes holdkammerater, som jeg plejede at stå og råbe med.
Søndag aften kørte jeg sammen med Malene til Helsingør sygehus på barselsvisit. Det var så herligt livsbekræftende at se den yndige lille dejlighed, hun var blevet storesøster til.
Mandag var vi på hospitalet for at blive endeligt udskrevet, da vi kun havde været hjemme på orlov. Vi havde aftalt med vor sygeplejeske, at vi skulle komme kl. 10.00, så det gjorde vi. Der var bare den lille detalje denne mandag, at vor sygeplejeske, som vi havde truffet aftalen med, var syg, så vi stod der og flagrede midt i gangen, en anden ville hjælpe, men kunne kun hjælpe med at hente en tredie, som efter et hurtigt "nå er det jer" forsvandt for at finde en fjerde, som så kunne fortælle, at vi lige skulle sætte os ind på opholdsstuen og vente på stuegang, som hun da håbede ville være inden kl. 12.00!! Vi ventede kun til 12.45 før vi kunne tale med en læge og blive udskrevet. Vi var overhovedet ikke forberedt på denne ventetid, så Sune måtte ud og hente lidt kulørt litteratur at fordrive tiden med. Positivt overraskede blev vi, da den pragtfulde jordemoder, som havde født med os, dukkede op midt i vor venten, med hende fik vi en rigtig god snak.
Efter at være blevet udskrevet tog vi til Regatta Pavillonen for at bestille kaffe og kringle til efter begravelsen. Oprindeligt var vor tanke, at vi ville tage hjem til os til kaffe bagefter, men da vi begyndte at tælle, så oversteg antallet ved bare at tælle de sandsynligvis sikre deltagere, hvad vor stue ville kunne indeholde - og så var der lige de praktiske detaljer omkring kaffebrygning og tekogning...
Igen blev boghandleren frekventeret for at købe papir, for vi skulle selv sørge for, at "Snart tændes der stjerner på himlens blå" blev mangfoldiggjort til begravelsen, og igen valgte vi at lave en folder med tegningen af Amalie Leonora på forsiden. Sangen blev trykt på hele indersiden, og der blev trykt 48 stk., hvoraf kun de 4 ikke havde brugere til begravelsen.
I løbet af ugen kom der en lind strøm af blomster, kondolancekort og -breve, alle glædede os meget, men specielt et enkelt brev gjorde stort indtryk. Det var fra en meget periferisk bekendt, som havde mistet sit næsten nyfødte barn for nogle år siden, hvilket vi absolut intet kendte til. Men den smule kendskab jeg har til hende er så livsbekræftende, at jeg med denne sparsommelige kendskab til kvinden sammenholdt med hendes vidunderlige og meget fortællende brev fik et stort håb om, at der også er en fremtid for os.
Malurt slap vi heller ikke for; Velmenende mennesker omkring os var kritiske overfor vore forskellige valg med hensyn til begravelse, valg af gravsted og lignende. Det var meget belastende, for man har ikke lyst til at argumentere for sine valg, det er valg, som ikke er til diskussion. Kræfter gik ind for at være styrende kræfter - og der blev vi nød til at sige fra - og gøre helt klart, at vi havde styr på tingene, og at vi ville anmode om hjælp, såfremt vi måtte få behov herfor.
Begravelsen kom i løbet af ugen naturligt nok tættere og tættere på, og jo nærmere vi kom begravelsen, des mere panisk følte jeg mig; Det ville blive det endelige farvel og afslutte et forløb, men hvad ville der komme efter? Jeg følte, at begravelsen var afgrundens rand - hvad verden derefter ville bringe, havde jeg ingen anden fornemmelse af, end at det umuligt kunne være rart!