Amalie Leonora - Opfølgning
Denne opfølgningsdel beskriver opfølgningen fra jordemoder og fra lægeside. Idet vi fra begge sider er blevet lovet noget opfølgning på det passerede. Fra jordemoderside for at få fødslen på plads, og fra lægeside for eventuelt at få en forklaring på hvorfor, denne opfølgning skulle ske ca. 1 måned efter fødslen.
Med jordemoderen, som fødte med os, havde vi aftalt at hun ca. en måned efter fødslen, når vi synes vi var klar til det, ville komme og gennemgå fødslen med os. Nogen tid efter fødslen fik jeg pludselig meget stort behov for at få at vide, hvornår det havde været klart for vor konsultationsjordemoder, at det her vist var noget lort ved den sidste konsultation på sorte mandag, så hende ringede jeg til - og da hun senere ringede tilbage, aftalte vi, at hun sammen med fødselsjordemoderen, ville finde et tidspunkt, hvor de sammen ville komme ud til os, så vi kunne få talt, det vi havde behov for at tale. Vi aftalte, at de ville besøge os den 20. december.
Dagen før og på dagen for dette jordemoderbesøg havde jeg det meget underligt oppe i mit hovet, tingene rodede rundt i en pærevælling og fødslen lå mig uendeligt fjernt - det føltes som om det var år siden, den havde fundet sted, og jeg kunne ikke genkalde mig noget som helst klart omkring den. Hvor alt hidtil havde været centreret om fødslen, begravelse og tiden lige omkring, så var lige præcis fødslen nærmest væk!
Jordemødrene dukkede op, det blev et meget hyggeligt visit, men jeg følte et og andet sted, at det var en smule pinligt at have det så sært som ovenfor beskrevet oppe i hovedet, især når det jo var for at tale fødsel, de jo var kommet. Der blev talt fødsel, tiden før og tiden efter og alt mulig andet, som på et og andet plan havde relation til fødslen. Det blev aftalt, at de efter nytår ville sørge for, at vi ville få tilsendt en fødselsjournal, som jeg så kunne ringe og få "oversat", når jeg havde modtaget den. Så kunne jeg slet ikke finde ud af at tale fødsel, for nu ville jeg jo få den på skrift, og så oven i købet få hjælp til at forstå den. De spurgte flere gange, om vi havde nogle spørgsmål - og der sad jeg med min meget, meget tomme hjerne.... Et og andet sted synes jeg, at det var et rigtig godt besøg, men jeg har sådan en dum eftersmag af det, dels fordi jeg var så hjernelam og dels fordi, jeg havde fået mig en rigtig dårlig vane med at afbryde andre, når de talte - hvilket jeg også gjorde nogle gange her, det var ikke fordi, jeg ikke gad høre, hvad det er folk havde at sige, men når jeg havde noget, jeg gerne ville sige, var jeg nød til at sige det her og nu - ellers havde jeg glemt det sekundet efter! Har efterfølgende i nogen grad vænnet mig af med den pinlige uvane. Med hensyn til erindringen om fødslen, så dukkede den først klart op igen den 23. december om morgenen, hvor Sune talte om et og andet i forløbet - og pludselig var det hele helt klart tilbage igen.
Opfølgningen startede lidt skævt ved tidsbestillingen til samtalen med lægen, hvor jeg ringede til svangreambulatoriet, hvor min kæbe strøg mod gulvet i mere end hastigt tempo, da det gik op for mig, at der til samtalen ville blive afsat 15 minutter – FEMTEN MINUTTER. Jeg havde hørt masser af beretninger om det gode udbytte af en opfølgende samtale, men det jeg havde hørt om var da også samtaler af en del mere end 15 minutters varighed.
Nuvel jeg kontaktede overlægens sekretær, som i hele forløbet var en sand perle. Jeg havde tidligere talt med hende om mine ambivalente følelser omkring samtalen, hvor jeg fik god og indsigtsfuld vejledning. Nuvel igen var sekretæren en sand perle, idet hun sørgede for at arrangere et tidsubegrænset møde på overlægens kontor. Samtidig med denne ændring blev datoen også flyttet fra medio marts til 12. februar.
Grunden til at det var så vigtigt for mig at der var tid nok, var hovedsageligt at jeg, hvis man havde fundet en dødsårsag, ville kunne få alle mine tænkelige uddybende spørgsmål besvaret, og det fandt jeg ikke umiddelbart muligt på 15 minutter, hvis vi først gennemgå forløbet samt skulle tale fremtidig graviditet, kunne jeg ikke se tid til besvarelse af mine spørgsmål.
Mødet gik godt, vi talte om forløbet, resultatet af prøverne, fravalg af obduktion og fremtidig graviditet.
Prøverne viste ingen dødsårsag, så hvorfor Amalie Leonora ikke skulle opleve livet får vi aldrig at vide. Herudover viste prøverne, at jeg indeholder antistoffer mod lussingesyge, haresyge, men derimod var der kun i et af prøvesættene (Herlev Hospital vs. Seruminstituttet) antistoffer mod røde hunde, så her blev jeg anbefalet en revaccination.
Sune var lidt i tvivl om, hvorvidt vort fravalg af obduktion var det rigtige valg, om vi kunne havde fået en dødsårsag, hvis vi havde valgt obduktionen til. Lægen sagde, at der årligt dør 600 spædbørn, hvoraf de 500 bliver obduceret – og af disse 500 viser der sig ved10-15 obduktioner resultater, som ikke blev fundet ved de ydre prøver, der altid bliver taget.
Hvad angår fremtidig graviditet, så kan vi bare klø på, men lægen mente dog, at vaccinationen mod de røde hunde skulle overvejes.
Som skrevet var det et rigtig godt møde, der var ikke rigtigt noget, som gav anledning til spørgsmål, så det blev klaret på 15 minutter!