|
| Dagene før sorte mandag er blevet endevendt i tankerne, ikke fordi det kan ændre på de faktiske forhold, men utallige har spurgt, hvornår jeg sidst mærkede liv? - og om jeg da ikke havde opdaget, at der ikke var mere liv? Gennemgående for de sidste dage er, at jeg havde mange plukkeveer, som af og til kom så stabilt, at jeg troede, at nu var det snart nu. |
| Fredag aften havde vi gæster af et par, hvor kvinden er mor til 3 voksne børn, vi talte om det at mærke liv, om at jeg ventede et stille barn, og det lettede mig meget at høre, at hun også havde haft den oplevelse af ikke at kunne huske, hvornår hun egentlig sidst havde mærket liv i hendes graviditeter. Jeg havde heller ikke mærket så meget efter hele tiden; Det var et stille barn - og sådan var det bare. Samme aften efter vi var gået i seng, spurgte Sune meget bekymret, om hvorvidt jeg stadig mærkede liv. Jeg blev egentlig lidt bekymret, for hvornår havde jeg egentlig sidst mærket liv - og tonefaldet i Sunes spørgsmål bekymrede mig, så jeg stod op igen, satte mig i stuen og læste lidt i en god bog, som jeg var i gang med; Og med et var der vidunderlig meget aktivitet i min mave, lettet gik jeg i seng igen. |
| Lørdag skulle vi have en gæst til aftensmad, som Sune bagefter skulle ud med. Egentlig ville jeg have været en tur i mosen, men jeg kom aldrig af sted. Sune lavede hjemmelavet pizza og hertil lavede jeg en salat af grønkål, rødbede og rødløg, Da de'herrer var forsvundet ind til det Københavnske natteliv, så Malene og jeg "Den eneste ene" på video. Malene gik i seng, og jeg henslæbte mig til en gyser, som jeg tidligere havde set i biografen, på ARD. Det undrede mig, at der ikke var nogen reaktion i min mave, når jeg hoppede over de ubehageligheder der gik over skærmen, men jeg var ikke urolig over manglende liv, jeg følte, at der var en del rumlen dernede fra - i efterrationaliseringens skær, var det nok mest på grund af kålsalaten. |
| Søndag var en meget, meget underlig dag. Jeg sad og hang efter morgenmaden, hvorefter jeg væltede mig over på sofaen, hvor jeg lå i en underlig tung døs hele dagen. Mærkede ikke specifikt liv, men jeg havde det så underligt, så jeg bekymrede mig ikke så meget. |
|
Dagene var, bortset fra søndag. altså helt normale dage med samme meget sparsommelige livstegn fra min mave som gennem det meste af graviditeten. At jeg havde det mærkværdigt om søndagen bekymrede mig ikke, da man jo også af og til har dårlige dage, når man ikke er gravid.
|
|
|
|
|
