Amalie Leonora - 3. og 4. kvartal 2002
Med til 3. kvartal har jeg valgt at medtage noget af oktober, muligvig vil der blive skrevet lidt herefter indtil Amalie Leonoras kommen til verden dag - jeg har så inderligt svært ved at skrive hendes fødsels- eller dødsdag, for hun kom ud den dag, men ville sansynligvis aldrig være blevet født den 20. november, hvis hun ikke havde været død, og fødselsdag det er en glad og levende begivenhed, synes jeg. Dødsdag du’er heller ikke, for vi ved jo ikke, hvornår hun rent faktisk døede, sansynligvis søndag eller mandag - og svaret, det får vi jo aldrig.
3. kvartal startede med at jeg som afslutning på vor ferie fik min menestruation. Det var en glimrende ferie, hvor jeg igen fik lysten og gejsten til at tage nogle tidligere gøremål op. Faktisk må jeg erkende, at jeg havde glemt mine tidligere mål for livet, havde glemt hvad jeg beskæftigede mig med (ud over at spille gammelkonehyggehåndbold, gå på arbejde, fotografere og andre lignende trivialiteter), hvad der havde givet mit liv værdi. Vi tog lidt tidligere hjem fra vor rejse end egentlig planlægning, for jeg fik så travlt med livet, at jeg ikke kunne holde ud bare at dimse rundt nede i alperne og vente på at komme videre. Faktisk indrømmer jeg gerne, at jeg ikke lige der havde tid til at forholde mig til en graviditet, der var lige en masse ting, som jeg skulle have gjort noget ved, sat i gang og arrarngeret, så det var med en vis lettelse menestruationen blev modtaget den 5. juli.
I måneden efter var vi i forældregruppe til en dejlig lørdagsfrokost. Her fik vi at vide, at et af parrene havde aborteret, det havde været et vindæg, altså intet foster, men alle andre anlæg til en graviditet. Ved dette arrangement havde jeg en kraftig formodning om, at jeg var gravid, faktisk så kraftig at jeg havde testet (negativt - og for tidligt) om morgenen. For dælen da, et eller andet sted var det skræmmende at høre om, for vi har nok alle den oplevelse, at vort uheld med hensyn til børn, det må være brugt op, men det var parret jo et levende bevis for, at det kan man ikke være sikker på.
Mandagen efter forældregruppen testede jeg positivt, og hold da op, hvor va vi glade. Mandag aften skulle vi mødes med Sunes forældre og bror, vi måtte straks dele nyheden med dem. Nyheden blev behørigt skyllet ned med champagne - det var en stor dag, og vi var alle mægtig glade.
Den efterfølgende dag var vi inviteret på middag på Bakken af min søster og svoger, idet vor far med dame var på djævleøen. En god lejlighed til også at få luftet nyheden her. Der var da glæde, og far rullede sig op til efter at have gjort lidt grin med situationen til at komme med et tamt tillykke - og så var vi da ellers færdige med det emne.
Vi skulle scannes i uge 8, men troen på, at vi virkelig var gravide, havde meget svært ved at indfinde sig. Faktisk testede jeg positivt ad flere gange. Min fornuftige økonomiske sans fik mig dog til at fotografere den sidst tagne test, så jeg bare fremover kunne kikke på billedet for at minde mig om, at den altså var god nok.
I 5. uge blev Sune sendt i Føtex, for der var et godt tilbud på en mobile, der kunne både dreje rundt, lyse og spille. Et absolut nødvendig indkøb, mente den vordende mor.
Da vi endelig nåede 8. uge og scannningen, var jeg så inderligt nervøs for tænk, hvis vi nu igen skulle høre noget grimt, noget med manglende liv, noget med desværre. Jeg rystede både ind- og udvendigt, kunne ikke tænke en klar tanke, men det lille hjerte blinkede lystigt mod os. Pyyyhhhhhh en lettelse.
Weekenden efter fandt vi det yderst passende at tage ud og beskue barnevognsmarkedet, det er godt nok noget at en oplevelse at skulle vente i 40 uger på et barn efter at have mistet, for man er bare så parat, så parat, så det er det helt rigtige at gå ud og træffe en barnevognsbeslutning i 9. uge. Selvfølgelig hverken købte eller bestilte vi nogen barnevogn, men vi sonderede markedet og havde da også en klar idé om, hvad vi ville have. Denne beslutning/idé blev dog kort efter ændret, for ved lidt mere økonomisk fornuftige beslutninger kunne der mod til merbetaling jo også blive råd til en opvaskemaskine. Vi vurderede at lille-prinsen ville være langt lykkeligere for en far med tid, som ikke vaskede op, og så en spare-barnevogn-sløsning, end med en forkromet rasende dyr, men prestigefyldt vogn.
Da det ikke var lykkedes at få testet Amalie Leonoras kromosomer efter fødslen, får vi aldrig at vide, hvorvidt det var en kromosomfejl som kunne tænkes at være skyld i hendes død. Da vi valgte moderkage- og fostervandsbiopsierne fra men valgte at betale os fra en nakkefoldsscaning, blev vi i forbindelse med nakkefoldsscanningen gjort opmærksom på, at ca. 30% af de fostre, som burde ende som en abort inden 12. uge ’glemmer’ at dø der, så vi skulle være indstillet på, at der kunne være kromosomfejl, som gjorde, at vi måske stod i 38. uge med et dødt barn i maven. Denne viden kombineret med Amalie Leonoras død i min mave i 38. uge gjorde valget af moderkagebiopsi meget let, for hellere skulle vælge et foster fra omkring 12. uge end igen måske at skulle stå og føde et dødt barn sidst i graviditeten. Abortrisikoen på 0,5-1% beskæftigede vi os ingenlunde med, for vi havde opbrugt vor kvote af elendighed. Vi fik foretaget moderkagebiopsien på det planmæssige tidspunkt, det var ingenlunde behageligt, og de som påstår at det er at sidestille med en blodprøve, dem tror jeg ikke har fået foretaget en biopsi. Efter biopsien fulgte så en rolig uge, men panikken kom krybende på 8. dagen efter, da der jo kan forventes svar fra prøven efter 8-12 dage. Man bliver ringet op fra hospitalet, hvis det er et møgsvar, for så skal der tales om nogle beslutninger, hvorimod et positivt svar vil blive fremsendt i et brev. På 10. dagen efter prøvetagningsdagen kom svaret; En dreng med normale kromosomer. Jubel, glade dage og fest, min forståelse for, at Sune ikke kastede sig ud i samfundet og indkøbte en racerbane var meget ringe. Euforien kendte ingen grænser - og i weekenden efter måtte vi ud og beskue babytøjsverdenen. Der blev indkøbt lyseblåt efter alle kunstens regler. Far fik også en til værdigheden passende ny frakke, vi købte inddirekte belysning til værelset, som jo nærmest har stået klar i noget nær en evighed nu.
Efter weekendens eufori faldt der lidt ro over tropperne, for nu skulle vi jo bare afvente tidens arbejde, at lille-prinsen voksede sig stor og stærk og klar til verden. Mandag fik jeg så inderligt ondt over lænden, det var rigtig ubehageligt, men jeg krediterede det straks min dårlige vane med at sidde med benene over kors, da det jo ikke er en god stilling, når man ser på mulighederne for at slippe for bækkenløsning, så jeg brugte den følgende tid på at arbejde på en noget mere hensigtsmæssig arbejdsstilling - og det blev da også lidt bedre, synes jeg. Vi fik hentet BabySams babypakke, jeg betalte indmeldelse til NetJordemoderen, læste højt og lavt på alt, der var at læse om graviditet. Fik i 13. og 14. uge en hel del hovedpine, men da det jo var lige efter bogen, valgte jeg egentlig bare at nyde det, en enkelt dag var det dog så kraftigt, at det måtte skylles ned med et par Panodiler. Pludselig forstod jeg helt klart nogle tidligere beskrivelser af lykke, som jeg havde hørt, for jeg var bare så glad og forventningsfuld, at det dårligt kan beskrives, den der varme indre lykkefølelse, det var helt vildt, og jeg valgte at lade mig synke ind i glæden og forventningen.
Uge 41 var ugen for den store planlægning, hvor vi både skulle til jordemoder og til en yderligere scanning for at få syn for, at der stadig var liv, så perioden mellem svaret på moderkagebiopsien og gennemscanningen i uge 18 ikke skulle blive for lang og for angstfyldt. I forbindelse med denne scanning skulle forløbet af graviditeten også aftales med en læge. Vi mødte planmæssigt op til jordemoderen om tirsdagen og måtte erkende, at det at møde op på hospitalet var en angstfyldt oplevelse, som vi dog så frem til nok at ville blive bare lidt mindre med tiden. Det var et godt jordemoderbesøg, det var den samme jordemoder, som også var konsultationsjordemoder i graviditeten med Amalie Leonora. Vi aftalte, at vi fremover startede med at høre hjertelyd, før vi ville tale, for det følte vi os bedst tilpas med. Der var jo ingen grund til at sidde der at tale stor tale for så måske igen at opdage, at der ikke var mere liv, så hellere konstatere om der var grund til yderligere tale. før vi begyndte på det. Da det jo var tidligt i graviditeten kunne jordemoderen ikke love at hun ville kunne finde hjertelyd, det var sådan fifti-fifti, sagde hun, så det valgte vi fra, selv om hun lovede os, at vi ville blive scannet, såfremt hun ikke finde lyden. Men næ tak, for vi skulle jo scannes torsdag, så der var ingen grund til at lege kispus med vor psyke, hvis den lyde ikke lige lod sig indfinde. Et rigtig godt besøg, rart at hilse på hende igen, rart at hun havde sagt ok for den omvendte rækkefølge for arbejdsgangen ved de fremtidige besøg.
Efter jordemoderbesøget tog jeg på arbejde, hvor jeg havde det sådan lidt influenza-agtigt, men jeg tænkte at det var nok bare homonelt (hovedpinen) og samtidig en lettelses-træthed efter jordemoderbesøget, for jeg havde jo tidligere observeret, hvor udmarvende angsten og den efterfølgende lettelse kunne være. Kort før jeg skulle fra arbejde ville jeg lige på toilettet, da jeg har en forholdsvis lang vej hjem, især for en gravid blære. Som altid, når man er i gravid tilstand, blev der kastet et blik på toiletpapiret, sådan en rutineting, man bare gør, for hvis nu. Denne gang var det så blevet hvis-nu-tid, for papiret var indsølet i blod, kikkede i kummen, hvor det bare sejlede med blod, checkede en gang til - og det var altså fra mig, og det var derfra, hvor det ikke måtte komme. Der var intet blod i trusserne, så det var bare væltet ud, da jeg satte mig. Hmm, jeg lagde en halv rulle papir i trusserne, gik ind og gjorde mit arbejde færdigt, gik igen på toilettet for at konstatere, at situationen ikke havde ændret sig. Stille og roligt kørte jeg til postkassen med posten, hvorefter jeg kørte hjemad - selvfølgelig stadig med en halv rulle papir i trusserne. På vejen hjem ringede jeg til det nye ambulante sted på Gentofte, hvor man kan henvende sig, når noget ikke følels helt som det skal, hvad jeg bare ikke lige vidste var, at de ikke gider beskæftige sig med en før 16. uge, indtil da er det lægevagten, så fat i Sune, så han lige kunne give mig nummeret på lægevagten, fat i lægevagten, som så henviste til skadestuen, så fat i Sune igen, for jeg kunne ikke lige huske, om der var en skadestue på Gentofte (vidste det, men huskede det ikke). Herefter på skadestuen, hvor en lang ventetid kunne begynde.
Først ventede jeg på en portør, som skulle føre mig til gynækologisk afdeling, herefter ventede jeg bare. Var et par gange i ventetiden på toilettet, hvor jeg til min glæde kunne konstatere, at jeg var holdt op med at bløde. Overvejde at tage hjem, da blødningen jo var holdt op. Hvad sad jeg egentlig der for? Var jeg lidt vel overilet og hysterisk ved at suse på hospitalet ved synet af blod? Der var jo en aftale om scanning på torsdag, kunne jeg ikke bare vente til den i stedet for at sidde her og afvente? Nuvel resultatet af mine overvejlser var, at det nok var det mest beroligende lige at få syn for, hvorvidt der var noget i vejen eller ej, så jeg ventede pænt videre.
Endelig bliver jeg kaldt ind, en sød og tillidsvækkende men sikkert også rimeligt uerfaren læge af udenlandsk herkomst. Jeg fortæller om forløbet, og da hun vil scanne, bliver jeg placeret på lejet med stængerne ud til siden på de der lede bøjler. Lægedamen kan ikke lige finde de rette undersøgelsesinstrumenter, så hun henter assistance, assistancen vil lige finde noget udstyr - og midt i det hele ligger jeg der med stængerne i vejret og blottet underkrop. Lidet flatterende vil jeg mene, men der var ikke lige nogen, som spurgte. Lægedamen finder ud af, at mens vi venter på udstyret, vil hun scanne. Hun vælger en indvendig scanninger, og siger så de lærte lægeord om først at ville kikke, danne sig et billede, for derefter at udtale sig. Nu behøver læger ikke sige noget, man kan bare kikke på deres ansigter. Lægedamen scanner, vender så skærmen mod mig og forklarer, hvor hovedet er, hvor ansigtet er, og hvor hjertet skulle slå, hvorefter jeg må konstatere, at det gør det ikke! Så begynder hun at rode rundt med den der scanneting inden i mig for ligsom at få vækket det her hjerte, det stakkels kvindemenneske er helt klart ikke rutineret ud i elendighed. Hun måler på fosterstørrelsen for at konstatere, at den har været død siden 11+3, hun har lige beregnet mig til at være13+5. Febrilsk konstaterer hun, at en bagvagt skal vertificeret, at fostret rent faktisk er dødt. Afsted med den konfuse lægedame ud efter bagvagten, mens jeg stadig ligger der i den her lidet skønne positur med blottet underkrop. Bagvagten, som jeg mødte tilbage ved indlæggelsen med det forhøjede blodtryk i graviditeten med Amalie Leonora, kommer og kan ligesom lægedamen konstatere, at der ikke er mere liv. En indvendig undersøgelse afslutter seancen, hvor jeg så også lige bliver orienteret om, at jeg skal møde fastende i morgen tidlig (onsdag) for en udskrabning, og så skal jeg lige sætte mig ud og vente på en sygeplejeske, som skal indlægge mig formelt allerede nu.
Jeg sygemelder mig på mit arbejde for resten af ugen, vader tudende rundt på hospitalsområdet for at finde skadestuen, som jeg godt ved, hvor er i forhold til verdenshjørnerne, men ikke hvorledes jeg kommer dertil, for der står min bil med på en udløbet 3 timers parkering. Jeg slap for parkeringsbøde, kørte hjem for at fortælle de triste nyheder.
Onsdag bliver brugt på en masse ventetid, hvorefter jeg bliver kørt ned til udskrabningen. Gynækologen her er en sand perle, næ, det er de altså alle sammen. Hun scanner, inden jeg bliver lagt i søvn, så hun er sikker på, at der virkelig ikke var mere liv. Efter udskrabningen, hvor jeg så igen venter, denne gang på at kunne komme hjem, kommer gynækologen op og fortæller, at de har fået det hele ud, og at hun vil anbefale en anden form for fosterdiagnostistik til en fremtidig graviditet. Hun lader kraftigt skinne igennem, at jeg nok hører til den uheldige 0,5-1%, hvor det går talt. Vi talte også lidt om, hvornår jeg igen kunne forvente ikke at se gravid ud, og hvornår der igen er mulighed for en ny graviditet, om en tidlig scanning og et fornuftigt bud på et valg til en fremtidig fosterdiagnostistik. De gravide look ville forsvinde over 1-1,5 måned og efter min næste menestruation skulle der igen være mulighed for en ny graviditet.
Efter et par timer bliver jeg udskrevet, kommer hjem, finder ud af, at de perler, vi har i omgangskredsen, er sande perler. Finder ud af, at summen af elendighed til os endnu ikke er opbrugt, at vi atter engang har været naboerne.
Torsdag er en stille dag, hvor jeg dog oplever at få noget af mit gamle gejst tilbage; Jeg får en buket blomster fra de pragtfulde kvinder, som jeg er i mødregruppe med, mødregruppen som opstod ved efterfødselsgymnastikken hos APA. Tidligere har jeg elsket at fotografere og lege med billederne på min PC, det har raget mig en papand siden Amalie Leonora blev født, nu måtte jeg bare fotografere igen, så buketten blev fotograferet fra alle vinkler, og det har været ren terapi for mig at arbejde med den buket efterfølgende. Torsdag aften gik jeg til min sædvanlige undervisning på handelsskolen. Fredag er jeg ude at løbe 3 km eftermåneders stilstand, laver en bunke mavebøjninger, rygøvelser, 2*12 armbøjninger og bruger lidt tid på at stå og fjolle rundt på vippebrætet (lørdag og søndag er jeg stort set bevægelseshæmmet, da hver en lille muskel i min krop gør inderligt ondt).
Fredag aften er vor forældregruppe hos os, det er rart at have nogle mennesker omkring en, som forstår uden de store forklaringer. Der havde været en forældregruppeaften mellem den tidligere i kvartalet beskrevne og denne, på den aften fortalte parret, som tidligere havde aborteret, og vi, at vi var gravide. Det var så rart, at vi alle var gravide, ingen behøvede at føle sig udenfor. Tilbage til aftenen hos os: Parret, som tidligere havde aborteret, havde aborteret igen, hun fik en udskrabning torsdag. Det var trist og tragisk - og samtidig havde vi det godt med, at vi ikke var alene, nogen af os. Det ene af parreme, som kendte historien, da hun også er med i mødregruppen, kom med en dejlig buket blomster, som ud over at blive nydt i virkeligheden også er blevet brugt som den anden buket, som ren terapi for sjælen og med stor glæde for igen at have fået legebarnsgnisten.
Nu er det blevet søndag, den 13. oktober 2002, det er ca. 2,5 år siden vi smed præventionen for at blive forældre, forældre det er vi blevet, men vi savner stadig at få nogle levende børn....
.... og nej vi har ikke opgivet. Vi har nu investeret i og er startet på kanonkuren. Den almindelige te, kaffen, colaen, chokoladen, kakaoen og sukkeret er momentant listet ud af vores liv, ligesom Sunes brusebad er blevet en tand koldere, så nu tror vi, at vi igen er superklar til ny graviditet, når den tid kommer.