| Jeg føler ikke den sorg, andre mener, jeg bør føle. Jeg føler derimod, at jeg har været del af den meget bizarre oplevelse, der er at føde et lig. Et hårdt ord måske, men et dødt væsen er et lig, når så dette lig, som jeg har født, så oven i købet har ligget død i nogen tid (et par døgn) i vand, så kalder vi det i alle andre sammenhænge en strandvasker. Jeg kendte hende ikke, så aldrig hendes øjne, hørte aldrig hendes lyd. Nok siger mine omgivelser, at jeg selvfølgelig kendte hende, da jeg jo havde båret hende i min mave i næsten 9 måneder, men nej; Hun var et meget "stille" barn, som var meget lidt aktiv - og som min gode jordemoder sagde; Den kender jer, jeres stemmer og mors hjerteslag, I skal, når den bliver født, først til at lære den at kende, så nej; Vi kendte hende ikke, derimod havde vi drømme og forventninger, og de brast for en periode, for det vil jo være, om ikke de samme drømme, så i hvert fald lignende drømme, vi drømmer, når det næste barn er på vej. |
| Et stort problem i vor situation er så, at hver gang vi forsøger at forklare, hvad det er, vi føler - altså den forbudte og bizarre udgave - skynder dem, vi taler med, sig at bebyrde, at vi da selvfølgelig føler sorg. Tænker tit på, om det er fordi vor oplevelse simpelthen ikke kan rummes af mennesker, som ikke selv har prøvet det. For resultatet er jo stort set hver gang, at vi vælger at opgive at forklare vore følelser - vi bliver jo også usikre på os selv - for er det mon os, der nærmer os vanviddets rand? |
| Det er svært at se det romantiske i vor oplevelse, den var for bizar til, at vi føler, vi kan bruge ordet sorg. Derimod har det været en stor, stor sorg for os at opleve, hvordan nogle af vore omgivelser har reageret over for os, samt den heraf afledte følelse af, at det kommer til at tage lang tid, rigtig lang tid, før vi igen får stablet et ønskværdigt liv på benene, med afslappet samvær med vore omgivelser. |
|
|
|
|
|
