|
|
| Denne del af Amalie Leonoras hjemmeside bliver, som titlen antyder, det sidste. Jeg skriver dette sommeren 2004 og vil kort ridse op, hvad der er sket i de forgangne 1,5 år, hvad angår vore bestræbelser på at få børn. |
| Sommeren 2003 bliver jeg igen gravid. Vi beslutter os for ikke at rejse på sommerferie, da jeg har meget stor behov for at være nær hospitalet - eller i hvert fald i Danmark, hvis der måtte blive noget med noget. Inden graviditeten har vi fået testet Sunes sæd, da der jo er gået en rum tid mellem hver graviditet, hvilket jeg dog udelukkende har tilskrevet min efterhånden noget fremskredne alder. Vi når at teste positivt , før han skal til lægen for at høre om kvaliteten, så det er mest sådan et høflighedsvisit hos lægen, for kvaliten må da være ganske prima, men næ; Sædkvaliteten er ringe, det er faktisk ganske imponerende, at jeg er gjort gravid nu 3 gange. Vi er glade for, at jeg trods alt er gravid, for med den ringe kvalitet ville vi nok ellers have tabt modet. |
| Graviditeten sluttede denne gang i 13 uge, men historien var en gentagelse af den sidste MA, fostret havde været dødt i ca. 2,5 uge og atter en udskrabning.- det var den 2. august 2003. |
| Allerede i oktober tester jeg igen positivt - og vi er glade, om end noget forbeholdne. Omgivelserne - bortset fra mødre- og forældregruppe - får intet at vide om tilstanden, det er næsten ikke til at holde ud igen at skulle gennem alle de kloge ord og råd og den evig utidige indblanding. |
| Torsdag den 18. december begynder jeg at bløde, verden ser ud som den plejer, dog er jeg denne gang kun i 9. uge og fostret er gået så tidligt til, at man ikke på skanningen kan se andet end en blommesæk. Denne gang vælger man så grundet den ringe fosterstørrelse at måle graviditetshormon for at sikre sig, at der ikke er noget, som vokser. - og da ingen (eller kun ganske få) ved noget om noget møder jeg op både til både julefrokost og svigermors fødselsdag. Det var et helvede. Føj for den lede. Brugte uendelig lang tid på hospitalet til den evige hospitalsforvirring . En dag for at få taget en blodprørve, en anden for at høre om jeg kan få en medicinsk abort eller skal have en udskrabning, brugte skamfulde 4,5 timers ventetid søndag eftermiddag på at få at vide, at en medicinsk var udelukket - og at jeg skulle møde fastende mandag morgen kl. 08.00. |
| Møder fastende mandag den 22. december kl. 08.00 og bliver kørt til bordet kl. 20.15, kommer tilbage til stuen, kender rutinen; Drikker en masse, så jeg kan tisse, for når jeg har tisset, så kan jeg udskrives. |
| Og så var det hjem, for julen 2003 havde jeg vundet retten til at holde - og ingen i famlien kendte en hujende fis, til hverken omstændigheder eller udfaldet - og resourser til at se deres triste ansigter, tage mig af deres sorg, fordømmelse eller hvad de nu ellers kunne finde på at føle, havde jeg ikke, så jeg kørte bare jul helt som planlagt. |
| Jeg havde brug for en pause, så jeg dikterede 1 års prævention, jeg ville prøve at have en krop, prøve at være Hanne. Prøve at tage beslutninger, som var mere langsigtede end næste mens... |
| Den 3. maj 2004 måtte jeg sige til Sune, at jeg ville skilles. Jeg har opgivet - kastet håndklædet i ringen, jeg hverken kan eller vil prøve på at få børn mere. Vi havde talt om, at vi, når vores præventionsår var gået, ville give det endnu 2 chancer, men som tiden skred frem kunne jeg bare mærke, at jeg ikke var villig til at prøve mere. |
| Sune ønsker sig stadig børn, og hvis vi skal undgå at blive 2 gamle bitre mennesker, så må vi skilles, mens vi stadig holder af hinanden - omend kærligheden er blevet kvalt, ofret på kampen om barnet. Vi glemte at elske, vi glemte, at vi var vi..... det er så forbandet spørgeligt. |
| "Den største Sorg udi Verden her, Er dog at skilles fra den, Man har kjer". Åh, ja. Steen Steensen Blicher havde så evigt ret - om det så er at skulle skilles fra de levende eller fra drømmene om det, som kunne blive. |
| Her slutter så min historie om Amalie Leonora, hvor ville verden dog havde set anderledes ud, hvis..... |
|
|
|
|
