|
| I min ungdoms yngste dage havde jeg en knallert, den var så ulovlig, som den nu kunne blive for at få bare lidt fart over feltet, den kunne køre omkring de 60 og det var egentlig ok. Husker tydeligt en mindre heldig dag, hvor jeg havde en cyklist hængende i i hver side, det gik ganske forrygende, indtil den ene slap sit greb, jeg kom i slinger, og vi kørte ind i hinanden - og for mit vedkommende endte turen med en kolbøtte ud over styret, hvorefter jeg landede på røven i rabatten med et ben langt ud til hver side og bukserne revnet fra knæ til knæ - det var en meget, meget dum fornemmelse at sidde der og se dum ud. |
| Kort efter fødslen havde jeg et klart billede af at være faldet af en hest (jeg ridder absolut ikke - jeg er skide bange for heste og får vildt lyst til at løbe, når der er en af slagsen, som bare kikker på mig). Jeg sad der foran hesten på helt samme måde som efter min ungdoms tur ud over knallertstyret og foran mig lå der en masse ting spredt ud over det hele, noget i små bunker og der var også nogle kasser hist og her. Jeg ville gerne have ryddet op i alt det her, som lå spredt, men havde absolut inden idé om, hvor jeg skulle starte, så jeg gik sådan lidt planløst rundt i tingene. Det var helt klart mit liv, der var kaos i - og det skulle der igen styr på. |
| Samme billede ændrede sig til, at jeg gik der trækkende med min hest, tingene lå stadig spredt, men jeg var med i et spil - lige som et brætspil, hvor man trækker kort, der fortæller, hvad man nu skal gøre; På mit kort havde der stået "Gå tilbage til start og fortsæt derfra" - jeg var nu trækkende med min hest på vej mod start. |
| Efterhånden som der kom lidt facon på tilværelsen ændrede billedet sig igen, hesten forsvandt og i stedet sad jeg så - igen på samme måde som efter turen over styret på min knallert - i et hjørne i en boksering og var ganske KO-geschlagen, lige præcis det her tyske ord (udtales: kaoh geslagen) følger billedet. Jeg føler mig helt groggy, for hvad dælen var nu lige det, der var sket???? Det at føde et dødt barn er ganske simpelt for abstrakt til, at man sådan rigtig kan rumme det. |
En anden indre oplevelse ,som har fyldt mig meget især i tiden umiddelbart efter fødslen, den er der stadig men i mildere grad, er et indre skrig. Det er et stort og meget voldsomt skrig Der er noget Munch over det, Han har givet sit værk "Skrik" følgende prosalyriske tekst "Jeg gik bortover veien med to venner - så gik solen ned - himmelen ble pludselig blodrød - jeg stanset, lænet mig til gjærdet træt til døden - over den blåsvarte fjord og by lå blod og ildtunger - mine vænner gik videre og jeg stod igjen skjælvende av angst - og jeg følte at det gik et stort uendelig skrig gjennem naturen" (Kilde: Munch i Munch Museet, Oslo). Mit skrig går bare ikke gennem naturen; Det sidder fast oppe i mit hoved og kommer ikke ud, men det ser fuldstændig ud som værket/maleriet "Skrik"
|
|
|
|
|
