Amalie Leonora - 1. og 2. kvartal 2002
Det har været lidt svært at få at få taget hul på at skrive om 2002. Tingene sker ikke mere så hastigt. Der sker selvfølgelig lidt hele tiden - og det samtidig med, at det føles, som om tiden står stille.
Onsdag den 2. januar modtog vi afregning for begravelsen fra begravelsesforretningen, dejligt at det nu var afsluttet, men trist at de kalder hende Amalie Foldager Leonardo Elvig, man må da vel kunne forvente, at sådan et sted har styr på det med navnene....?
I slutningen af januar valgte jeg at vende tilbage til mit arbejde, hvilket kunne lade sig gøre grundet min arbejdsmæssige ret tilbagetrukne tilværelse. Der var bunker og bjerge mange steder, så opstarten forløb langt hen ad vejen med at sortere papir i hensigtsmæssige bunker, normalt dræbende kedsommeligt, her var det en god lille vende-tilbage-øvelse. Alt i alt har min tilbagevending til arbejdslivet været en positiv oplevelse, jeg har oplevet, at det har været positivt at kunne parkere den private Hanne, for så igen at tage privatlivet til mig ved arbejdstidens ophør. Følelserne omkring Amalie Leonoras død, fødsel, begravelse og alt det andet som er fulgt i kølvandet herpå ligger lige under overfladen, men der vil de nok altid være på et eller andet plan.
Det sværeste i forbindelse med at genoptage arbejdet har været turen til og fra arbejde, idet jeg jo, hvis alt var gået vel, ville have haft barsel, og derfor aldrig ville have været på vej til eller fra arbejde. Jeg har mange gange - især på vejen hjem - ladet tårene løbe.
Jeg har tænkt en del over begrebet som mange bruger 'at komme over det', de spørger 'er I kommet over det?', 'er I ved at være kommet over det?', eller i fineste udgave 'er I kommet i gennem det?'. Vi kommer aldrig nogen sinde over det, vi kommer måske igennem det, men det vi hovedsageligt kæmper med, det er at lære at leve med det, acceptere det er nok et lidt vel stort ord i denne forbindelse, men vi lærer efterhånden at erkende tingenes tilstand og derved også at leve med det.
Efter den opfølgende samtale hos lægen (findes under opfølgning), valgte jeg at blive re-vaccineret mod røde hunde, hvilket betød at jeg ikke måtte blive gravid i de efterfølgende 3 måneder. Først blev jeg hamrende fustreret over at skulle vente i 3 laaange måneder før vi kunne genoptage forsøget på at skabe et nyt liv. Men efter nogen eftertænksomhed oplevede jeg/vi, at det var helt befriende ikke at skulle jagte en graviditet, ikke at skulle bekymre os om ægløsningstidspunkter og sædsællernes tilstand (jo der kan være mange bekymringer herom; Er de mon vågne nok om morgenen, påvirket af den øl, der blev drukket før, vi gik i seng, får sådan nogle også influenza, bliver de også påvirkede, når han har ondt i halsen eller er træt?). Det var befriende ikke at skulle have sexuelt samvær alene med det fokus at skabe et barn, men fordi vi havde lyst til hinanden.
Hos APA har jeg været til efterfødsel for kvinder, som har mistet. Vi var 6 kvinder og så 'holdlederen'. Holdet startede som skrevet under 'Tiden efter' for mit vedkommende først den 1. februar, hvilket jo var længe efter fødslen. Forløbet gik over 8 fredage, hvor vi først lavede gymnastik og bagefter talte om vore oplevelser. Det var rart at have nogle at spejle sig i, hvilket jeg synes havde været et kæmpemæssigt problem, idet der ikke rigtigt findes et kvindeforum at mødes i under Landsforeningens vinger, der er fædreaftenen én gang månedligt, og så er der fællesaftnerne, som vi så mistede på et forkert tidspunkt til at få gavn af i starten.
7. februar var vores første aften i vor forældregruppe via Landsforeningen. I gruppen er der 3 andre par, som også har mistet. Det fælles afsæt er vore døde børn og alt det som deraf følger. Det er ikke udelukkende trist sorgdyrkelse, det er også spejlingen i hinanden og vore følelser -det er så befriende, at opleve at andre har analoge oplevelser - og så kan vi le sammen. Ude i virkeligheden, hvor mennesker, som ikke har mistet er flest, har man meget ofte svært ved at forestille sig, at vi trods vort tab også kan have det sjovt og have humoren i behold, så det er skønt at få lov til at le igennem i et forum, hvor vi forstår hinanden.
Med hensyn til de forskellige grupper til sorgbearbejdning, så var det i starten meget svært at forholde sig til andres oplevelser oven i at man stadig forsøger at absorbere sine egne oplevelser. Det tog sin tid, før vi fandt ud af, hvorledes det var muligt at få det positive ud af samværet med de andre, uden at man tog deres oplevelser for tæt ind til kroppen.
Der har i årets første kvartal været oppetid og tid nede i det sorte hul, der har været lette dage og der har været meget tunge dage. Udsvingene er ikke så voldsomme, som de var i starten, hvor den sjælelige tilstand kunne skifte fra det ene øjeblik til det andet. Nu er det mere hele dage - eller flere sammenhængende dage, som er enten oppe eller nede.
En ting som har været meget tyngende var da regeringen først behandlede og siden besluttede om forlængende ændringer af barselsorloven samtidig besluttede at afkorte barslen for de, som mister. Trods krumspring fra mange fronter stod politikerne fast på beslutningen, for som én så smukt og rigtigt mailede til mig, så havde man jo mulighede for sygemelding grundet psykiske gener efter endt barsel. Sikke et signal; Bliv normal i løbet af 14 uger eller få dig en sygemelding grundet knald i kalechen.....
2. kvartal er ’bare’ et kvartal, der for en stor dels vedkommende bare er gået. Efterhånden har vi fundet vor rytme i livet igen. Arbejde, fritid og bla, bla, bla, der er ikke så meget at skrive om. Vores forældregruppe fungerer godt, det har dog været lidt svært at opleve, at de 3 andre par var gravide med meget tætte terminer. Vi fra efterfødselsholdet i APA regi er blevet ved med at ses, og også her popper maverne frem - det er meget hyggeligt, men også lidt belastende for uhhhhh, hvor er vi godt nok misundelige.
Sidst på kvartalet er det blevet skræmmende synligt, hvor meget Malene er blevet forsømt i den forgangne periode. Det er lidt svært, når hun er så stor, så hun jo i stor udstrækning kan fungere fuldstændig selvhjulpet, så glemmer man let, at hun også er en lille pige på 12 år, der har brug for kærlig omsorg, fasthed, rammer og i det hele taget opmærksomhed. Det er svært at sluge, men det må vi få rettet op på!
Kvartalet blev sluttet af med, at Sune og jeg rejste på ferie i slutningen af juni for 14 dage helt alene. Malene var med hendes far, kone og deres barn på ferie i samme periode.
Videre til "3. og 4. kvartal 2002"