Julen blev en for mig noget blandet oplevelse. De fleste af julegaverne sørgede vore søskende for at klare, så vi ikke behøvede at gøre andet end at gribe til portmone'en, hvilket vi har været meget taknemmelige for. Gaver til hinanden her i huset samt gaven til Sunes lille, dejlige niece, Klara, har været de eneste, vi selv har stået for. Gaven til Klara var mere end svær at få pakket ind - ikke fordi jeg ikke gerne ville give Klara en gave - men tankerne om, hvordan vor jul skulle havde været, tanken om, at vi skulle have siddet der, lykkelige og sikkert også trætte, og flå papir af pakker med mere eller mindre brugbare, men alle velmente, gaver til vor datter gjorde mere end meget ondt.
Sunes forældre havde i år valgt en udenlandsferie, og var derfor ikke i Danmark, og vi havde planlagt en stille bare os jul med den lille ny. Juleaften holdt vi hos noget familie, med hvem vi aldrig havde holdt jul før. Det var på overfladen en hyggelig aften, men det er belastende, når man føler, at vor situation og oplevelse er noget nær tabu, at der bliver gået på listefødder, at år 2001 er noget, som ikke bør indgå i samtalen. Det bliver en kende anstrengende, når en oplevelse man taler om f.eks. en rasende ligegyldig oplevelse, man har haft under graviditeten, og idet vi når til "mens jeg var gravid", så ændres stemningen, panikken breder sig, øjnene begynder at flakke, og man mærker, hvordan desperate hjerneceller prøver at finde et afledende emne at spore samtalen over på.
Første juledag er juledagen under Sunes farmors kålvinger. Her får vi flæsk, kogt og stegt medister, hvid- og grønkål - samt en mængde andre fødevarer som ad åre har sneget sig ind under traditionerne. Efter at Sunes forældre har bosat sit udenlandsk for et par år siden har vi skiftedes lidt til at være værter for traditionen. Vi ankom til arrangementet med vor del af traktementet, frugt og konfekt, og glædede os til en forhåbentlig dejlig dag. Men igen måtte vi opleve flakkende øjne, og en klar oplevelse af, at der var mennesker til stede, som, hvis de havde mødt os på gaden, ville være ilet over på den anden side af vejen og have vendt ansigtet bort. Det er meget, meget belastende at være sociale sammen under de forhold - og lettere bliver det selvfølgelig ikke af, at det er mennesker, som man har fungeret fint med tidligere, under lignende forhold, hvor man bare ikke lige havde født et dødt barn.
Anden juledag er der tradition for at være til fødselsdag i Sunes familie, i år rundede fødselaren 80, men arrangementet var det samme som tidligere. Sunes søster spurgte om, hvorvidt vi havde hørt noget fra hospitalet (venter stadig på en opfølgende samtale, som måske kan kaste lys over; Hvorfor?), eller om vi var forsvundet lidt i juletravlhed. Vi kunne fortælle, at vi stadig venter - burde nok også havde fortalt, hvor godt det gør, at kunne tale naturligt om vort liv.
Julen er ovenfor meget konstaterende beskrevet og indeholder derfor kun en del af sandheden om vor jul. For hver dag der gik væltede jeg dybere, og dybere ned i følelsen af at være i dybt, sort og turbulent vand (som lige efter begravelsen), hvor jeg greb ud mod alle retninger uden at finde noget fast holdepunkt. Jeg fungerede dårligere og dårligere, havde umådelig svært ved at finde op og ned på noget som helst - og kunne slet ikke overskue tanken om livet videre frem. Det gjorde mig morderisk ked af det, at tænke på, at den stille ro, som jeg havde haft før jul, nu var spoleret - og hvor lang tid mon det ville tage at genfinde den - og ville det overhovedet være muligt.
Resten af perioden mellem jul og nytår var en fredelig periode, hvor nogle af alle de praktiske ting, som bare lå og ventede, blev ordnet. Roen inde i mig blev genfundet, og Sune og jeg måtte erkende, at der er ting, som jeg momentant ikke magter, bl.a. visse typer af socialt samvær, Sune derimod har brug for at komme ud, så aftalen er at respektere hinandens behov, så jeg bliver hjemme, når jeg føler, jeg ikke magter, og Sune tager af sted - med eller uden mig.
Nytårsaften holdt vi sammen med Sunes søster og svoger og lille Klara hos os, hvor Malene også var. Det blev en hyggelig dag og aften, med god mad, vin og stemning.
Erkendelsen af at år 2001 helst skal forbigås i tavshed, set med nogle af vor omgivelsers øjne, gør ondt. Det piner mig voldsomt meget, at jeg ikke har en fortid som gravid, den er belastende at høre om for nogle af vore omgivelser - jeg har heller ikke en fødselsoplevelse at fortælle om, for den er belastende at høre om for nogle af vore omgivelser. Efterfødselsoplevelserne er også belastende at høre om, for nogle af vore omgivelser - og vi taler selvfølgelig heller ikke om, at vi har en eventuel fremtid med drømme og håb, for det er belastende for vore nogle af vore omgivelser at høre om.
Jeg har altså været gravid, jeg har haft en fødselsoplevelse, jeg har haft mælk i brysterne, jeg er blevet syet - og her har jordemoderen gjort et rigtig flot stykke arbejde, for det har været ganske problemfrit, jeg har også blødt, har også fået min menstruation igen, skal også til lægen til 8 ugers check, OG SÅ ARBEJDER VI PÅ AT BLIVE FORÆLDRE IGEN!
.... Og nej, selvfølgelig gider vi ikke udelukkende tale om vores liv, men vi har, på lige fod med alle andre, et fuldt og helt liv indeholdene både gode og dårlige ting. Det er det liv, som gør os til de mennesker, vi er, så ved ikke at acceptere det, accepterer man heller ikke os!